Fremtidens undervisning
Den 19. og 20. august slår Videnskabsministeriet dørene op for en international konference, som sætter fokus på, hvordan nye teknologier kan bidrage til at udvikle kvaliteten i undervisningen.
Konferencen får besøg af både danske og udenlandske eksperter, som alle deler ud af deres erfaringer med at anvende nye former for teknologi i undervisningen på universiteterne, og fortæller om, hvordan de mener, vi skaber innovative læringsmiljøer.
Blandt oplægsholderne er Phillip Long, grundlægger og direktør for Centre for Educational Innovation and Technology, University of Queensland . Phillip har i mange år arbejdet for at forbedre og sikre kvaliteten i undervisningen gennem øget brug af nye former for informationsteknologier. En anden international oplægsholder er Renate Fruchter. Hun er grundlægger og direktør for Stanford University's Problembaserede Læringslaboratorium (PBL Lab), hvor hun har udviklet en uddannelsesmodel for tværdisciplinært globalt samarbejde. Store faglige kapaciteter, som helt sikkert kan nuancere debatten, og bringe inspirerende input til vores breddegrader.
Konferencen er allerede fuldt booket, men du kan følge den via live stream og deltage i debatten via Twitter.


