Bologna-processen
Bologna-processen er et bredt europæisk samarbejde om at skabe et fælles europæisk rum for højere uddannelse. Der skal være fri mobilitet for studerende og forskere, og de europæiske videregående uddannelser skal være attraktive for studerende og forskere fra andre verdensdele. Bologna-processen har gjort Danmark mere gennemskueligt som uddannelsesland og er et ikke-bindende samarbejde om koordination og politiske strategier på processens målsætninger.
Bologna-samarbejdet er koncentreret om ti konkrete målsætninger, der skal fremme og styrke det fælleseuropæiske uddannelsesområde. De vigtigste sigtepunkter er øget kvalitetssikring, gennemsigtighed og sammenlignelighed i uddannelsessystemerne, fremme af europæisk mobilitet og gensidig anerkendelse af uddannelseskvalifikationer.
Bologna efter 2010
På ministerkonferencen i 2010 i Budapest-Wien blev det første succesfulde tiår fejret, og Bologna-ministrene lancerede det fælles europæiske rum for videregående uddannelse, som har været det overordnede mål for reformbestræbelserne i det forgangne årti.
Det fortsatte samarbejde bekræfter de oprindelige målsætninger og de fælles bestræbelser på at understøtte transparens, kvalitet og effektivitet og skabe større integration og sammenlignelighed mellem de forskelligartede europæiske systemer for videregående uddannelse.
Samtidig blev det besluttet at arbejde videre på den fortsatte implementering og konsolidering af Bologna-processen i alle landene og arbejde efter nedenstående nye prioriteter indtil 2020:
- Social dimension
- Livslang læring
- Employabilitet
- Student-baseret læring
- Uddannelse, forskning og innovation
- Mobilitet
- Data indsamling
- Multidimensionalle transparens værktøjer
- Finansieringsmuligheder
Større gennemskuelighed i uddannelsessystemet
Det danske uddannelsessystem på universitetsområdet er blevet mere gennemskueligt med indførelsen af en ny gradsstruktur. Det omfatter tre niveauer, bachelor, kandidat og ph.d. Desuden har vi implementeret ECTS-meritsystemet og der er etableret et internationalt, gennemsigtigt karaktersystem for de videregående uddannelser.
En milepæl i processen var oprettelsen af en uafhængig akkrediteringsinstitution i 2007. ACE Denmark - akkrediteringsinstitutionen skal sikre og dokumentere kvalitet og relevans af de danske videregående uddannelser. Det nationale akkrediteringssystem tager udgangspunkt i de fælles europæiske standarder og inddrager den nationale kvalifikationsramme for videregående uddannelse, som er blevet certificeret i forhold til den overordnede Bologna-kvalifikationsramme i 2009.
Opfyldelse af målsætningerne
Danmark er med helt fremme når det gælder opfyldelsen af Bologna-processens målsætninger. I april 2009 fik Danmark en andenplads på det årlige "Bologna Scorecard" der gør status over Bologna-processen i deltagerlandene.
Kommunikeerne
Hvert andet år siden 1999, hvor Bologna-samarbejdet blev etableret, har de ansvarlige ministre mødtes og gjort status. Hvert møde er fulgt af et såkaldt kommuniké, der indeholder konklusionerne fra mødet og som ret. Kommunikeerne har navn efter den by hvor mødet blev afholdt.


