Det Danske Universitetscenter i Beijing
Den 12. april 2010 blev aftalerne mellem Graduate Chinese Academy of Sciences (GUCAS) og hhv. de otte danske universiteter og Uddannelsesministeriet om Det Danske Universitetscenter i Beijing underskrevet ved en ceremoni i Beijing. Etableringen af universitetscenteret er et led i Videnskabsministeriets strategi for vidensamarbejde mellem Danmark og Kina, som blev fremlagt i 2008.
Det Danske Universitetscenter i Beijing – Sino-Danish Centre – etableres i samarbejde med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS), som er en af Kinas førende videns- og forskningsinstitutioner.
Mål og aktiviteter
Målet er at skabe de bedste vilkår for, at danske universiteter og virksomheder får udbytte af Kinas store satsning på viden og talent.
Det danske universitetscenter i Kina skal understøtte det stærke dansk-kinesiske forskningssamarbejde, forbedre danske studerendes muligheder for at gennemføre en uddannelse i Kina og lette rekrutteringen af dygtige kinesiske forskere og studerende til danske virksomheder og videnmiljøer.
Universitetscenteret vil danne ramme om dansk-kinesisk forskning, uddannelse af ph.d.-studerende og kandidatuddannelser. Universitetscenteret vil desuden indgå i et tæt samarbejde med de mere end 350 danske virksomheder, der opererer i Kina, om bl.a. videre- og efteruddannelse, praktikpladser og forsknings- og udviklingsopgaver.
Universitetscenteret opbygges gradvist i perioden fra 2010 til 2013. Når universitetscenteret er fuldt etableret, forventes det at have 100 forskere, 75 ph.d.-studerende og 300 kandidatstuderende, heraf halvdelen fra Danmark og halvdelen fra Kina.
Fem forskningstemaer
Samarbejdet er centreret omkring fem forskningstemaer:
- Bæredygtigt miljø
- Vedvarende energi
- Biovidenskab & biomedicin
- Nanovidenskab
- Velfærd & Innovation Management
Bygning
Industriens Fond har med en donation på op til 80 mio. kr. sikret opførelsen af en bygning til Det Danske Universitetscenter i Beijing – Industriens Fonds Hus.
Med donationen fra Industriens Fond er de fysiske rammer for det dansk-kinesiske samarbejde sikret. Bygningen skal først og fremmest være et universitetsmiljø, men skal derudover også bruges som et udstillingsvindue for danske universiteter og virksomheder med tilknytning til universitetscenteret.
Industriens Fonds Hus opføres centralt på GUCAS’ helt nye og 340.000 m2 store campus nord for Beijing. Når bygningen står færdig i begyndelsen af 2013, vil Industriens Fonds Hus indeholde bl.a. auditorium, undervisningslokaler, kontorfaciliteter og gæsteboliger.
Hvorfor Kina?
Kina er det land i verden, der næst efter USA investerer mest i forskning og udvikling (FoU).
Kinas investeringer i FoU er siden 1999 vokset med over 20 pct. om året.
Kina har i dag næsten lige så mange universitetsstuderende som de 27 EU-lande tilsammen, og huser flere store universiteter, der rangerer blandt verdens bedste.


