Uddannelsesregler
Her finder du en kort introduktion til de bekendtgørelser, der regulerer universitetsuddannelserne.
Universitetslovens § 3, § 8 og § 9 bemyndiger videnskabsministeren til at fastsætte generelle regler om universitetsuddannelser, herunder censur, om titler, som er knyttet til uddannelser, om adgang og optag til uddannelser og om vejledning. Fastsættelse af disse regler sker via bekendtgørelser. Derudover indeholder universitetsloven en række andre bestemmelser med relation til uddannelser, fx om heltids- og deltidsuddannelse, dekanens, institutlederens og studienævnets opgaver og nedsættelse af meritankenævn.
Følgende uddannelser er universitetsuddannelser, dvs. er omfattet af universitetsloven og de regler, der er udstedt i henhold til loven:
- Bacheloruddannelser
- Kandidatuddannelser
- Ph.d.-uddannelser
- Masteruddannelser
- Anden efter- og videreuddannelse
- Enkeltfag af 1., 2., 4 og 5
- Fagspecifikke kurser
Formålet med reglerne
Formålet med reglerne på uddannelsesområdet er bl.a., at:
- De uddannelsessøgende behandles objektiv, retfærdigt og ensartet ved optag på universitetsuddannelserne, dvs. ligebehandling af ansøgerne.
- Uddannelsernes struktur er i overensstemmelse med Bologna-målsætningen og tilgodeser en fleksibel tilrettelæggelse af studiet.
- De studerendes retssikkerhed er sikret ved eksamen.
- De studerende har et retskrav inden for bestemte områder.
De centrale bekendtgørelser
De centrale bekendtgørelser på uddannelsesområdet er bl.a.:
Adgangsbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om adgang m.v. ved bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne omhandler adgangskrav, optagelse, indskrivning og orlov ved bachelor- og kandidatuddannelser.
Karakterbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved universitetsuddannelser beskriver karakterskalaen m.m..
Uddannelsesbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne regulerer disse uddannelsers struktur, normering, titler m.m.
Masterbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om visse masteruddannelser ved universiteterne regulerer disse uddannelsers struktur, normering, titler, m.m.
Eksamensbekendtgørelsen
Bekendtgørelsen regulerer forhold om eksamen og censur. Bekendtgørelsen fastlægger centrale rammer for eksamen, og inden for disse rammer fastlægger universitetet de detaljerede regler for de enkelte uddannelser i studieordningen. De centrale rammer giver de studerende en række retskrav og sikrer deres retssikkerhed i forbindelse med eksamen. Bekendtgørelsen fastlægger også regler om censorkorps med beskikkede censorer.
Ph.d.-bekendtgørelsen
Bekendtgørelse om ph.d.-uddannelsen og ph.d.-graden regulerer ph.d.-uddannelsens indhold og tilrettelæggelse inden for rammerne af universitetsloven.
Deltidsbekendtgørelsen
Bekendtgørelsen om deltidsuddannelse regulerer udbud, tilrettelæggelse, deltagerbetaling, tilskudsbetingelser m.m. ved universitetsuddannelser, der udbydes som deltidsuddannelser.
Du kan finde bekendtgørelserne ved at benytte linket til "Lovstof" i den blå boks til højre med overskriften "Læs også".


